Skoler:
Højmark Skole
Indkøbsmuligheder:
Lem/Ringkøbing
Sportsfaciliteter:
Højmark-Hallerne
Offentlig transport:
Bus
Natur:
Ringkøbing Fjord, Øster Lem Hede, LønstrupPlantage
Byliv:
Ringkøbing
Landsbyen Højmark ligger centralt i Ringkøbing-Skjern Kommune, helt tæt på de store arbejdspladser i nabobyen Lem og kun ca. et kvarters kørsel fra Ringkøbing, Videbæk og Skjern.
Højmark ligger samtidig midt i naturen tæt på Ringkøbing Fjord og den helt unikke Øster Lem Hede ved Lønstrup Plantage. Heden er fredet som et af de største områder i Danmark med velbevarede 2000 år gamle jernaldermarker. Heden ligger 75 m over havet med en enestående udsigt ud over fjorden og klitterne langs Vesterhavet. Ved siden af ligger Lønstrup Plantage og legelandet Wow Park.
Højmark har ca. 270 indbyggere og der er både privat og kommunal dagpleje, børnehave plus friskole med SFO. Ved siden af ligger Højmark Idrætshal & Forsamlingshus, så børnene kan færdes sikkert mellem institutionerne og fritidsaktiviteter. Rundt om skolen ligger byens udendørs ”samlingssted” med blandt andet Tarzan-bane, bålsted, krolfbane, strandhåndboldbane og beach volley-bane.
Højmark Gymnastikforening har en række fritidstilbud med blandt andet e-sport, håndbold, gymnastik, Indoor Cycling og badminton. Højmark har også en jagtforening, en skytteforening, en pensionistforening og byen har i det hele taget aktive borgere, der engagerer sig i fællesskabet med flere årligt tilbagevendende begivenheder, herunder også arrangementer i samarbejde med nabobyen Lem. Der er også delebil og fælles el-cykler i Højmark.