Hvide Sande - midt mellem hav og fjord

Vil du gerne bo tæt på vandet, så er Hvide Sande det oplagte valg - med Vesterhavet på den ene side og Ringkøbing Fjord på den anden. Hvide Sande er med ca. 3.000 indbyggere den femte største by i Ringkøbing-Skjern Kommune. Havnen er landets femte største fiskerihavn og også en aktiv transporthavn for det midt- og vestjyske område. Byen er samtidig centrum for landets største destination for kystturisme. Det giver et livligt handels- og byliv og mange flere aktivitetsmuligheder end normalt i en by med den størrelse. Naturen med klitterne, de brede, hvide sandstrande, det brusende hav og det mere rolige fjordvand inviterer året rundt til utallige vandsportsaktiviteter og gå-, løbe- og cykelture i området. Der er årligt en række spændende event for både gæster og fastboende lige fra sildefestival, vandsportsfestivalen WATERZ, North Sea Beach Marathon til Hvide Sande Masterclass. Byen har et aktivt foreningsliv og idrætshal, svømmehal, motionscenter samt kabelbane til wakeboard og vandski. I Hvide Sande er der kommunale dagplejere tilknyttet børnehaven, der har plads til 96 børn. Skolen har ca. 400 elever i 0.-9. klasse, med de fire yngste årgange samlet i en lille afdeling for sig selv.


Hvide Sande Skole 0.-9. kl.

Flere dagligvarer- og specialbutikker

Kabelbane til wakeboard/vandski/Hvide Sande Hallen

Bus

Vesterhavet/Ringkøbing Fjord

Restauranter/cafeer/museum